Bohnstedt Petersen
Virksomheden på Københavnsvej 14
Christian Bohnstedt-Petersen ( 1896-1956) startede sin virksomhed i København med fabrikation og salg af cykler.
Efter at have udvidet virksomheden med import af biler blev pladsen for lille og han flyttede til Sundkrogsgade på Østerbro.
I 1937 købte han gården Hegnsholt i Grønholt, hvor han ville bygge en samlehal og anlægge en privat flyveplads. Men krigen kom på tværs og samlehallen blev aldrig bygget.
I stedet hørte han, at Hillerød Savværk var til salg og sendte en af sine medarbejdere til Hillerød for at købe villaen "Villa Ultima" på Københavnsvej, samt det store areal som hørte til savværket.
I Hillerød indrettede man straks en samlehal til lastbiler. I 1956 døde Christian Bohnstedt-Petersen. Fabrikken i København blev opgivet og det hele flyttet til Hillerød. Fabrikken blev udvidet og i 1958 kunne man samle 5 personbiler og 5 lastbiler om dagen.
I 1959 flyttede man også administrationen til Villa Ultima. Peter Bohnstedt-Petersen overtog ledelsen efter sin far sammen med den administrerende direktør Erling Wagner Christensen. Endnu en stor udvidelse i 1964. Bohnstedt-Petersen var nu en af Hillerøds store virksomheder på linje med Nordsten, Foss og Centralsygehuset.
Det gik fremad indtil 1980-erne, hvor kartoffelkuren gav fabrikken et knæk. Den fortsatte dog indtil 1999.
På det store område blev bebyggelsen Mathilde Parken opført 2005-2007 samt nybyggeriet ved Carlsbergvej, der blev opført 2018-2020.
Kilde m.v.: Hillerød 1945-2006. Udgivet af Hillerød Kommune 2006
Forfatter: Margrethe Krogh