Carl Rathsach
En af Hillerøds fotografer
Carl Rathsach var fotograf i Hillerød 1865-1911, og hans fotografier fra den tid har haft stor betydning for vores forståelse af byens udvikling.
Han blev født i Middelfart og døbt Theodor Carl Christian Voss Rathsach (1839-1911).
Carl Rathsach var oprindelig landbrugsmedhjælper og skuespiller indtil han som 24-årig i 1863 åbnede et fotoatelier på Vimmelskaftet i København.
I 1865 flyttede han til Hillerød. Konkurrencen blandt fotografer i København var blevet hård, og den nyåbnede jernbaneforbindelse København-Hillerød, samt Rathsachs fortid som landbrugsmedhjælper på gården Egerød i Alsønderup har uden tvivl haft betydning for flytningen.
I Hillerød overtog han kunstdrejer Hans Voigts fotoatelier i Slotsgade 41, og få år efter blev han gift med Hans Voigts datter, Johanne Voigt.
Carl Rathsach var en meget flittig og dygtig fotograf, og han opnåede stor respekt i byen, dels som fotograf og dels som bestyrelsesmedlem og formand i Hillerød Industri- og Håndværkerforening.
Carl Rathsach uddannede flere elever, bl.a. Peter Elfelt omkring 1900. Da Carl Rathsach døde i 1911, overtog døtrene Betty Rathsach (1878-1952) og Gerda Rathsach(1874-1945) forretningen indtil starten af 1920’erne hvor deres bror, Helge Rathsach (1872-1955), kom hjem fra Paris og drev forretningen videre til han døde i 1955. Både Helge, Gerda og Betty oplært i fotograffaget af deres far.
Kilde m.v.: Lennart Weber: Da kejseren kom til Hillerød, 2017
Forfatter: Margrethe Krogh