Christen Schellerup Købke (1810-1848) og Hillerød
Kunstmalerens tilknytning til Hillerød og omegn
Christen Købke blev født i 1810 som yngste søn af Bagermester Peter Berendt Købke (1771-1843) og Cæcilie Margrethe Petersen ( 1778-1867).
De første 5 år af sit liv tilbragte han i Brolæggerstræde i København, men fra 1815-1818/19 boede han sammen med sin familie i Hillerød, hvor faderen drev et stort bageri med tilhørende mølle i Nyhuse, ligesom han var delvis selvforsynende med naturalier fra en bondegård, han havde erhvervet sig i Nr. Herlev. Gården blev i en årrække drevet af Peter Købkes svoger, Peter Petersen.
I 1818 overtog faderen en lovende enterprise som leverandør af brødforsyningen til Kastellets besætning, plus andre militærforlægninger i hovedstaden.
I 1819 slutter moderen og børnene sig til faderen i den medfølgende embedsbolig i det nordre magasin på Kastellet og her tilbringer Købke resten af sine barndoms og ungdomsår.
Familien Købke kom dog forsat til Hillerød, i det de beholdt både bageri/mølle i Nyhuse til omkring 1829 og gården i Nr. Herlev til ca. 1832.
Christen Købke var meget glad for det mere landlige liv I Hillerød, hvor han på en halv time kunne rende ud til gården i Nr. Herlev, og han var gennem sit liv, som kunstner, inspireret af disse tidlige indtryk.
Tagryggen ad Frederiksborg Slot med udsigt over sø, by og skov, ca.1834. Olie på lærred. Davids Samling.
(Fotograf: Eva Vester)
Også Frederiksborg Slot spillede en stor rolle for ham som inspiration og motiv, ikke mindst i første halvdel af 1830’erne, hvor han igen ofte havde sin gang i Hillerød.
Christen Købkes et år ældre søster, Conradine Caroline Antoinette (1809-1856) var i 1830 blevet gift med Nicolai Laurentius Feilberg (1806-1899) og havde bosat sig i Mørkegade (nu Østergade) i Hillerød.
Nikolaj havde efter endt teologisk embedseksamen i 1828 søgt og i 1829 fået en stilling som adjunkt ved Frederiksborg Lærde Skole (Statsskole) i Hillerød.
Conradine og Nikolai Feilberg boede i Hillerød til 1834, hvor Nikolai tiltrådte et præsteembede i Vestjylland.
Christen Købke, der var meget glad for og stærkt knyttet til både sin søster og svoger, var derfor en hyppig og kær gæst i hjemmet i Mørkegade mellem 1830 og 1834, hvor også mange af forstudierne til og billeder af Frederiksborg Slot er tegnet/malet.
Efter Conradine og Nikolai var flyttet i 1834, kom Købke fortsat op gennem 30’erne ofte i Hillerød og malede partier fra og omkring Frederiksborg Slot. Under disse ophold boede han hos henholdsvis Andreas Malling og Peter Erlandsen, 2 brændevinsbrændere i Hillerød, der var i familie med Købkes tante, Martha Hein.
Kilde m.v.: Peter Beck, 1981. ”Nikolai Laurentius Feilbergs levnedsløb og kredsen om ham” Breve/ erindringer fra Nikolai Laurentius Feilberg til hans søn Peter Feilberg. Privat eje. Hans Edvard Nørregård-Nielsen, 2006. ” Christen Købke”.
Forfatter: Eva Vester