Frits Milner
En af byens mest berømte bygmestre.
Omkring 1900 var Frits Milner en håndværksmester i sværvægtsklassen.
F.M. havde tømmerplads langs med Milnersvej, her lå hans maskinsnedkeri og fabriksbygning. I Hillerød havde F.M. sat sit præg på byen med opførelsen af det gamle Rådhus på Torvet, Marie Mørks Skole, Svineslagteriet og meget mere. Ikke kun i Hillerød var der gang i byggeriet, også i København, hvor han blandt andet opførte komplekset omkring Det Kongelige Teater.
Hillerøds første biograf
I 1908 krakkede F.M.'s bankforbindelse Grundejerbanken og rev ham med i faldet, men alligevel lykkedes det ham samme år at opføre Bankbygningen på Torvet. På mange måder var F.M. en forgangsmand, han fik opført Hillerøds første biograf på Torvet.
F. M. boede frem til sin død i villaen Lindevej 2 på hjørnet til den vej, der bærer hans navn, Milnersvej.
Forældre: Skræddermester David Milner og Emilie Bolette.
Født: 26/1-1859 i Hillerød.
Død: 19/4-1936 i Hillerød.
Forfatter: Lisbeth Schacht Hansen