Gørløse gadekær
Landsbyens lille gamle dam.
Et gadekær har fra meget gammel tid haft en central betydning og funktion i landsbyerne. Fra middelalderen og frem ses kæret nær ved kirken ofte som landsbyens fælles vaskeplads, kvægets vandingsplads, smedjens kølingsplads og beboernes mødested.
Med udviklingen siden 1800-tallet forsvandt disse funktioner, og landsbygadekæret blev gemt væk, glemt eller bibeholdt som branddam. Gørløse gadekær, engang et centralt element i landsbyen, ligger i dag klemt inde på en halv parcel mellem parcelhuse. Gadekæret ligger tværs over for Gørløse Kirke og forsamlingshuset, og kun vejnavnet Gadekærsvej minder om dets eksistens. Vandtilførslen må stamme fra Attemosen og Havelse Å.