Kulsviergården
Alsønderup Forsamlingshus
Det første Alsønderup Forsamlingshus blev opført i 1897, iværksat af parcellist Lars Jeppesen (1834-1906), som skaffede finansiering ved at tegne 10-kronersaktier blandt de lokale.
Op gennem 1900-tallet blev forsamlingshuset hjemsted for en meget lang række foreninger, ligesom det blev brugt ved sammenkomster for Alsønderup Kommunes beboere. Efter 70 år blev det aktuelt at bygge en afløser. Forsamlingshusets bestyrelses plan og budget for et nyt hus blev vedtaget, og det gamle hus blev solgt. Endnu en gang var det frivillige kræfter, der stod bag, dog støttet af sognerådet. Samtidig blev der peget på behovet for en idrætshal i tilknytning til et nyt forsamlingshus, og resultatet blev Kulsviergården.
Kulsviergården 1980. (Fotograf Jørgen Rubæk Hansen Lokalhistorisk Arkiv Hillerød Bibliotek)
Fra august 1970 blev forsamlingshuset så småt taget i brug, men den officielle indvielse skete først den 23. juni 1973. På det tidspunkt var Alsønderup pr. 1. april 1970 indgået i den nye Hillerød Storkommune. Den selvejende institution Kulsviergården rummer Teatersalen, Kulsviersalen, Malermester Jensens Stue og Sportshallen. Kulsviergården er partner med Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Kilde m.v.:
Ole Blåkilde og Ruth Steen, ”Alsønderup Forsamlingshus, 100 Års Jubilæum, 1897-1997”. – Ole Blåkilde, ”Fra Alsønderup Forsamlingshus til Kulsviergården”, Lokalhistorie midt i Nordsjælland , nr. 3-4, 2020. – Hjemmesiden kulsviergaarden.dk
Forfatter:
Asger Berg