Friluftsbadet ved Frederiksborg Byskole
Byens friluftsbad på Carlsbergvej nr.13
Friluftsbadet ved Frederiksborg Byskole blev indviet i 1954 og nedlagt 1987.
Friluftsbadet var 25 meter langt og 12,5 meter bredt. Vanddybden i den lave ende var knap en meter, så alle kunne bunde der. Så skrånede den let ned til 1,5 meter hvorefter den faldt brat til ca. 3 meter.
Allerede fra starten var friluftsbadet en meget stor attraktion. I sommerferien var det åbent 16 timer i døgnet. Fra kl.6-8 var der morgensvømning. Mellem 8-14 var der sommerferiesvømning for byens skoleelever og indtil lukketid var der offentlig adgang.
Friluftsbadet havde 2 vipper - en på kun 1 meter og den store på 3 meter. Endelig var der et soppebasin, som især blev brugt af familier med mindre børn.
Der var altid mange børn i bassinet. Så der var tidsbegrænsning på, hvor længe, man måtte opholde sig i vandet. Nogle af os husker tydeligt dette fra højtaleren. “ Alle med gult bånd skal op”.
Allerede fra starten blev Frederiksborg Svømme- og Livredningsforening oprettet og den fik tildelt aftentimerne. Den blev hurtigt populær og der blev holdt mange klubmesterskaber,men desværre var bassinet for lille til de store stævner.
I midten af 1960-erne kom der forslag om overdækning af friluftsbadet, så det kunne bruges hele året. Det blev dog aldrig til noget. I stedet opførtes Svømmehallen på Milnersvej og friluftsbadet lukkede i 1987. Det stod så ubrugt i nogle år, men i 1994 var det helt slut. Friluftsbadet blev fyldt med jord.
Kilde m.v.: Badetiden er forbi. Historien om Frederiksborg Friluftsbad. Weber forlag 2017.
Forfatter: Margrethe Krogh