Hammersholt Skole 1924-1962
Skolegang i Hammersholt 1924-1962
Den nye hovedskole.
I 1822 blev den lille forskole i Hammersholt (Byvej 19) kasseret af amtslægen,
og sognerådet besluttede at bygge en ny hovedskole, som skulle ligge mere centralt i skoledistriktet ved de nye teglværkshuse.
Sognerådet købte derfor en grund på 1 td. land for 2000 kr. af Storebæksgaardens marker, der var ejet af A/S Frederiksholms Tegl- og Kalkværker.
I februar 1923 blev tegningen af den nye skole fremlagt for sognerådet. Skolen rummede bl.a. 2 klasseværelser og to lærerboliger.
På tegningen var der også et gymnastikhus, men da det ville fordyre projektet med 15.000 kr., valgte sognerådet ikke at lade det opføre, for som man skrev i avisen; ” lå gymnastikhuset frit for sig selv og ville ikke blive dyrere at bygge senere”. Det blev dog aldrig senere opført.
Der var hverken installeret lys eller indlagt vand i den nye skole. Det skete først i 1928.
Det var tydeligt, at man i sognerådet var meget sparsommelig. Der blev kun købt 15 nye skoleborde, da sognerådet i stedet valgte at gøre skolebordene fra den gamle skole i stand.
Skolen kom til at koste ca. 70.000 kr.
Skolens idrætsundervisning
Et billede fra 1940-erne af håndboldbanen bag skolen.
I referaterne fra sognerådsmøderne kan vi se, at jorden til håndbold- og fodboldbanen ved skolen først blev købt af kommunen i 1939.
Hammersholt skole fik aldrig et lokale til indendørs idræt, og der var derfor kun gymnastik på skemaet i sommer- halvåret.
I 1942 begyndte sognerådet at arbejde med en udvidelse af kommunens 2 skoler (Fællesskolen (Nr. Herlev/Freerslev) og Hammersholt Skole. Tilbygningerne skulle omfatte gymnastiksal, omklædningsrum og bad, sløjdlokale og skolekøkken. Resultatet kom først 20 år senere, da kommunen i 1962 tog den nye Nr. Herlev Centralskole i brug.
Skolegang i 1920’erne
Skolen skulle rumme 3 klasser, som bestod af:
1.+2. årgang, 3.+4. årgang og 5.+6.+7. årgang
1. til 4. klasse delte klasselokale således, at 1 - og 2. klassetrin gik i skole fra 11.00 til 14.00, og 3.- og 4. klassetrin gik i skole fra 8.00 til 11.00
5 til 7. klassetrin havde deres eget klasselokale og gik i skole fra 8.00 til 14.00
Hammersholt nye Skole blev indviet tirsdag d. 22. april 1924 og med den, var der nu indført hverdagsundervisning i Hammersholt skoledistrikt.
Hammersholt Skole bliver for lille
På grund af stigende elevtal i 1950’erne blev elever fra Hammersholt skoledistrikt i 1957 overflyttet til 6. og 7. klasse på Lillerød Skole.
I skoleåret 1961/1962 blev 7. kl. fra Hammersholt flyttet til Nr. Herlev-Freerslev fælles-skole og blev kørt i taxa frem og tilbage til skolen.
Skolen nedlægges
I sommeren 1962 blev Hammersholt Skole nedlagt som folkeskole. Nr. Herlev centralskole på Brødeskovvej 39 (i dag Hanebjerg Skole) var bygget midt i kommunen og samlede alle skoler i Nr. Herlev kommune under et.
I 1966 blev Hammersholt skole omdannet til privatskolen ”Hillerød Lille Skole”, som den fortsat, efter flere udvidelser, drives videre som.
Kilde m.v.: Mange af oplysningerne stammer fra Leif Sørensens og Orla Larsens udklip af artikler og referater fra aviserne: ”Nordsjællands Social – Demokrat” – NSD, ”Nordsjællands Venstreblad” – NV og ”Frederiksborg Amts Avis” - FAA "Undervisning i Brødeskovområdet 1500-1965" Anders Bohn 2018. Udgivet af Brødeskov Lokalhistoriske Forening
Forfatter: Margrethe Nielsen og Stig Jørgensen