Skip to main content

Ll. Lyngby Kirke

Ikke relevant
Middelalderen 1050 - 1536
Kirker
Lille Lyngby Kirke 2024. ( fotograf: Per Buchmann Hillerød Lokalhistoriske Arkiv)


En kirke fra den tidlige Middelalder

Den nuværende kirke er ikke den første på stedet. Den erstattede derimod omkring 1175-1200 en ældre trækirke, som lå der, hvor skibet er i dag.

Dette blev påvist ved en udgravning i 1961, hvor der blev fundet skeletter under den nuværende kirkes fundament. Disse må derfor være begravet, før den nuværende kirke blev rejst. 

Kirkens udseende er i dag i høj grad præget af 1800-tallets restaureringstendenser, hvor man gennem restaurering forsøgte at få kirker til at se mere ”originale” ud. I 1868-1869 blev det indre således pudset hvidt, i 1879 blev vinduerne ændret, og i 1883 blev næsten hele bygningen skalmuret, så skibet og koret i dag fremstår med mure af kløvede kampesten udadtil. Der er ingen kalkmalerier i kirken. 

Kirken består af et romansk skib fra 1175-1200 af kampesten med hjørnekvadre af granit og døre og vinduer af frådsten (tilhugget stykke kildekalk), et i senmiddelalderen ombygget kor, et senmiddelalderligt tårn og et våbenhus, som muligvis er fra 1500-tallet. 

Tårnet er opført på en syld, dvs. et fundament, af kampesten, men er ellers skalmuret flere gange. Tårnet havde indtil 1797 et bly tækket saddeltag, men det blev udskiftet med det nuværende pyramidetag. 

 

Adresse : 23, Lille Lyngbyvej, Boland, Lille Lyngby, Skævinge, Hillerød Kommune, Region Hovedstaden, 3320, Danmark

 

 

Kilde: Den store danske Lex.dk
Forfatter: Vibeke Nilaus