Skansebakken
Hillerøds udsigtspunkt
med sine 80 meter over havet. Bakken ligger for enden af Skansevej i Hillerød Øst.
I dag er Skansebakken måske mindre iøjnefaldende end tidligere, fordi der i dag er bebygget hele vejen rundt om den. Der er dog stadig en fin udsigt fra toppen af bakken især mod nord og øst. Man kan således i klart vejr se klipperne ved Kullen.
Skansebakken historie
Det har tidligere været den almindelige opfattelse, at navnet Skansebakken stammede fra Englandskrigene, hvor man forventede en landgang i Nordsjælland. Men det passer ikke.
Navnet optræder allerede i 1793 på Muttersprachs kort som Schanze Bjerg.
Indtil Francis Zachariae i 1894 fattede interesse for området, lå der adskillige mindre ejendomme. Efter at være blevet bjergtaget af udsigten besluttede Grosserer Zachariae at købe området. Det tog ham dog mange år, før han havde erhvervet hele området og med datidens penge brugte han et meget stort beløb. Han fik oprettet en servitut, som skulle forhindre bebyggelse af området. Ifølge den fremgår det, at han overdrager ejendommen til Nelly Zachariaes Mindelegat. Grosserer Zachariae havde i 1874 etableret en fabrik for herretøj samt detailudsalg på Kultorvet i København. En forretning Zachariae havde stor succes med og han samlede sig en anseelig formue.
I 1938 blev området fredet og samtidig blev området overtaget af Hillerød Kommune, der sørger for vedligeholdelse og naturpleje.