Skip to main content

Nyt Hospital Nordsjælland (færdigt 2026)

Hillerød By
Vidensalderen 1993- idag
Sygehuse
"Nyt Hospital Hillerød" 2024 (Foto: Per Buchmann. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek)

 Regionens nye supersygehus ved Favrholm i Hillerød.

 

Supersygehuse opstår 

Supersygehusene er en fælles betegnelse for seks sygehuse, der bygges i provinsen i årene 2012 til 2026?

    
I Århus, Ålborg, Odense og Køge får sygehusene status af universitetssygehuse. Denne status får de ikke i Herning og Hillerød.
Sygehusene blev planlagt under Anders Fogh Rasmussens regering i 2007.
Det er regionerne, der står for de enkelte sygehusbyggerier.

Planlægning og placering
En projektorganisation planlægger i 2013 det nye supersygehus i Hillerød med plads til ca. 4000 ansatte. 
Efter megen debat vælger man at placere sygehuset syd for Hillerød i et vådt moseområde.
Der planlægges samtidig en helt ny bydel i området, Favrholm, og allerede d. 10.12.2023 indviede man den nye station, Favrholm Station, der er tilknyttet 
S-togs linjen mellem København og Hillerød, og lokaltoget ml. Hillerød og Hundested.

Bygherrer og Arkitekter
Region Hovedstaden valgte NCC som totalentreprenører på sygehusbyggeriet.
Sygehuset er tegnet af: Vilhelm Lauritzen Arkitekter A/S og Herzog & De Meuron Architekten Basel Ltd.
Nyt Hospital Nordsjælland ligner en firkløver set oppefra. Det består af en fireetagers bygning, plus kælder. Bygningen rummer 123000 m2.
Den skal blandt andet indeholde 570 sengestuer, akutmodtagelse og intensivafdeling, samt ambulatorier, operationsrum, specialafdelinger m.m.
I 2013 havde man, som minimum, følgende forventninger til kapaciteten, ca. 73.000 indlæggelsesforløb, ca. 360.000 ambulante besøg, ca 250.000 røntgenundersøgelser og skanninger, og ca. 4.200 fødsler.

Byggemodning
I 2019 fik Bygge og Anlægsvirksomheden NCC den første kontrakt på det enorme byggeprojekt ”Nyt Hospital Nordsjælland”.
Arbejdet blev sat i gang december 2019. Det blev en vanskelig byggemodning i den bløde jord med mange komplikationer undervejs.
Anlægsarbejdet omfattede større jord- og ledningsarbejder, etablering af veje og stier, pumpesystemer og forskellige tørholdelses anlæg inden byggeriet af selve sygehuset kunne gå i gang.

Rejsegilde
Det første officielle spadestik blev taget d. 11.5.2022 og inden selve rejsegildet d. 27.6.2023, var der banket 55 km betonpæle i jorden, opsat vægelementer og etageadskillelser. 
I alt skal der udføres 53.800 kvadratmeter facadearbejde på bygningen.

1.etape afleveret

Den 1. etape af hospitalet er nu afleveret (juli 2024). Det er anlægs- og råhus-arbejderne, der nu er nået så langt, så det svarer til knap halvdelen af det samlede projekt.

07-NHN-Hospital-aabent-hus-082024 August 2024 Åbent Hus på NHN

Økonomi
Økonomien spiller en stor rolle i et så stort projekt, og undervejs er der da også skåret ned på både sengepladser, kunst på væggene, og køkken.
I 2013 var den økonomiske ramme 4,4, mia.kr., og trods reduceringer og besparelser i byggeriet, er dette budget løbende blevet udvidet.
I 2023 var budgettet steget til 7.6 mia.kr., og i dag (august 2024), hvor byggeriet er halvvejs og 1. etape afleveret (juli 2024), er prisen steget til ca. 7.9 mia.kr. Et merforbrug på næsten 50%.
15.august 2024 kunne man læse i avisen ”Køkkendrøm bliver til virkelighed på nyt hospital”. Det er nu besluttet at bruge yderligere 12 mill. Kr. på at etablere eget køkken på det nye supersygehus, i stedet for, som tidligere planlagt, at få maden udefra. En grundig analyse har vist, at det ville være betydeligt dyrere end først antaget og med en meget højere årlig merpris end budgettet tillader.
Så nu etableres der et rigtigt produktionskøkken i servicebygningen bag selve hospitalet.

05-NHN-Hospital-aabent-hus-082024 August 2024 Åbent Hus på NHN

Nyt Hospital Nordsjælland færdigt
Hospitalet forventes at stå færdigt i november 2026, 6 år efter den oprindelige tidsplan.
Der arbejder pt. (juli 2024) 400-550 personer på projektet. Holder tidsplanen vil man kunne indvie ”Nyt Hospital Nordsjælland” nøjagtig 300 år efter det første hospital, ”Hillerød Hospital” i Slotsgade, blev indviet.

Læs mere om sygehuse og hospitaler i Hillerød her:

HOSPITALER OG SYGEHUSE I HILLERØD GENNEM 300 ÅR 1726-2026 (hilleroedleksikon.dk)

Adresse : Hillerød, Hillerød Kommune, Region Hovedstaden, Danmark

Kilde: Trap Danmark 2018 ”Hillerød Kommune”. Frederiksborg Amts Avis bl.a. d.15.8.2024 2. sektion.
Forfatter: Kurt Hansen og Eva Vester