Skip to main content

Pauline Flindt

Hillerød By
Demokratiseringen 1849 - 1920, Sen enevælde 1788 -1848
Initiativtagere/Ildsjæle
Pauline Flindt 1880'erne ( Foto: Carl Rathsach. Foto i privat eje)

Slottets gode fe

Født 6. juli 1802, død 28. januar 1888. Som datter af oberst Christian Christopher Flindt, en af byens bedste familier, blev hun opdraget efter tidens dannelsesidealer, dvs. med litteratur, fremmedsprog og musik.

Hun forblev ugift og boede hele livet i Hillerød. Hendes bolig var i en lejlighed i Kongestaldlængen på slottet. I 1830 stiftede hun sammen med andre af byens spidser selskabet ”Valeria”, der arrangerede koncerter i Slotskirken og på Frederiksborg Slot. Overskuddet gik til velgørende formål. I 1839 var hun medinitiativtager til stiftelsen af Det Frederiksborgske Asylselskab, der stod bag byens første asyl, som fik til huse i det tidligere tinghus i Møllestræde. Asylet var en daginstitution, hvor fattige kunne anbringe deres børn, mens de selv gik på arbejde.

 

Asylet lå i det gamle tinghus, Møllestræde 15. (Foto: Carl Rathsach, ca. 1900. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek).

Siden iværksatte hun ”Håndgerningsskolen for Småpiger i Hillerød” – et tilbud til de piger, der var blevet for gamle til at være i asylet. Pauline Flindts initiativer, der fik støtte fra kong Frederik 7. og grevinde Danner, førte også til årlige dilettantforestillinger, hvis overskud gik til brændselshjælp, bespisning af byens fattige m.m. Ved hendes død blev der efter testamentarisk bestemmelse oprettet et legat, hvis renter skulle uddeles til en ”værdig, aldrende uformuende pige”.

 

Kilde m.v.: Eva Holm-Nielsen, ”Slottets gode fe”, Folk og minder fra Nordsjælland, 62. årgang, 2007.

Forfatter: Asger Berg

Adresse : 3, Frederiksborg Slot, Hillerødsholm, Teglgårdslund, Hillerød, Hillerød Kommune, Region Hovedstaden, 3400, Danmark