Søndre Jernbanevej 18. Fra sygehus til "Retten i Hillerød"
Et hus med mange funktioner
Bygningen på Søndre Jernbanevej 18, der i dag blandt andet rummer Retten i Hillerød, er opført 1883-84 som Frederiksborg Amts Sygehus.
Sygehuset blev taget i brug i 1885, og afløste det tidligere sygehus i Møllestræde 5. Sygehuset rummede 38 medicinske -kirurgiske senge, 25 epidemiske senge og 5 celler for sindssyge. Som navnet sagde var sygehuset ejet af amtet, men Hillerød var i starten ikke en del af det. Det betød, at patienter fra Hillerød blev sendt til Sct. Josephs hospital i København, fordi det var det billigste. Byrådet diskuterede muligheden for at opføre et sygehus for Hillerød by. Det blev dog for dyrt og i 1923 blev Hillerød Kommune medejer af Frederiksborg Sygehus på Søndre Jernbanevej.
Til trods for forskellige udvidelser blev sygehuset efterhånden for lille og i 1943 flyttede sygehuset til det nyopførte Frederiksborg Amts sygehus på Helsevej.
I nogle år herefter fungerede huset som kaserne for den tyske besættelsesmagt og sygehus for tyske flygtninge. I 1950 overgik det fra amtet til staten til brug for Civilforsvarsstyrelsen, og det husede fra 1951-2002 CF kasernen, senere Beredskabscenter Nordsjælland. I 2003 overtog Hillerød Kommune kasernen, og bygningen og området bag den blev solgt videre til et udviklingsselskab, der indrettede bygningen til erhverv og byggede boliger bagved. Ud mod vejen blev der tilføjet en ny bygning mod syd, og komplekset fik navnet Hillerød Port. I 2008 fik den renoverede ejendom Hillerød Lokalhistoriske Forenings ærespris som ”Årets Hus”. Retten i Hillerød holdt tidligere til i det gamle rådhus på Torvet.
Læs mere om sygehuse i Hillerød gennem tiderne her: HOSPITALER OG SYGEHUSE I HILLERØD GENNEM 300 ÅR 1726-2026 (hilleroedleksikon.dk)
Kilde m.v.: Hillerødbogen, red. Anders Uhrskov, 1948. Trap Danmark, 5. udgave, 1953. Hillerød 1956-2006, red. Kirsten Baunegaard, 2006.
Forfatter: Asger Berg og Kurt Hansen