Sankt Vilhelms Kirke
Fra dårekiste til kirke.
Den katolske kirke i Hillerød, Møllestræde 7, er et udmærket eksempel på, at ældre bygninger i Hillerød har haft vidt forskellige funktioner gennem tiderne.
Den arkitektonisk smukke ejendom blev opført i 1843 til 1845 i forbindelse med sygehuset i Møllestræde 5. Bygningen rummede Frederiksborg Amts Dårekiste, dvs. sindssygehospital, og var oprindeligt omkranset af et større haveanlæg. Dårekisten flyttede ud i 1885 samtidig med sygehuset i Møllestræde 5. I tiden mellem 1885 og 1895 flyttede jernbaneingeniør Søren Winkel med sin familie ind i ejendommen. Winkel havde fået det overordnede ansvar for at anlægge Frederiksværkbanen, der blev indviet i 1897. Winkel boede i villaen frem til sin død i 1921, hvorefter den i 1923 blev benyttet som hjem for boligløse. To år senere blev ejendommen igen beboelsesvilla for en enkelt familie, nemlig overretssagfører og borgmester Carl Raaschou og hans hustru Ella, som boede der frem til 1957. Mellem 1959 og 1984 var huset lægeklinik. I 1986 blev bygningen en kirke, da Den Katolske Kirke havde købt ejendommen.
Læs mere om Hillerøds Sygehuse gennem tiderne her: HOSPITALER OG SYGEHUSE I HILLERØD GENNEM 300 ÅR 1726-2026 (hilleroedleksikon.dk)
Kilde m.v.: Teksten er formuleret af museumsinspektør Kristoffer Schmidt, Museum Nordsjælland.
Forfatter: Asger Berg